Forrige recordNæste record   Jens Murillo ny fuglekonge

30. august 2020

Fredag afviklede selskabet den årlige fugleskydning, der var udsat fra juli måned. Grundet coronasituationen var der i år begrænset deltagerantal. Vi nåede dog ikke maksimum, så ingen blev afvist. 78 skydebrødre deltog på dagen, heraf 77 som skytter.

Sædvanligvis startede dagen i museets gård, hvor fuglekongen bød de fremmødte skydebrødre på en bitter. På Stændertorvet blev selskabet budt velkommen, med et ønske om en god dag, af viceborgmester Poul Andersen der afholdt en flot tale.

Inden fugleskydningen modtog Torben Lenou Hansen og Bennie Hansen 40 års erindringsemblemet. Christian Aarosin fik emblem for 25 års medlemskab. Den samme hæder tilkom Kaj Preben Møller, der ikke deltog på dagen. Efterfølgende blev 11 af årets 15 nye skydebrødre præsenteret for selskabet.

Som i de senere år var fuglen ganske sejlivet. 608 skud skulle løsnes, før fuglen faldt til jorden lidt over klokken 15. Kongeskytten blev debutanten Jørgen Olsen, søn af navnkundige æresmedlem, Holger Olsen. Af tidsmæssige årsager blev højre vinge sprunget over.

Under frokosten talte fuglekongen Torben Lenou Hansen for Hendes Majestæt Dronningen, formand Carsten Helge Nielsen for fuglekongen, Bertil Jacobi for Danmark, Jonas Gaarde Rasmussen for skytterne, og Niels Kåre Bruun for selskabet på vegne af de nye skytter.

Grundet coronapandemien med smitterisiko blev de obligatoriske sange ikke afsunget ved fælles kor under årets fugleskydningsfrokost. Sangeren Erik Grib sang solo på "Kong Kristian stod ved højen mast" og "Der er et yndigt land". Ved "Den gamle sang" fik han akkompement af fuglekongen Torben Lenou Hansen og formanden Carsten Helge Nielsen. På grund af tidsnød blev sangen "For skytterne" sprunget over.

Efter en lang dag var det tid til at uddele præmier, og ikke mindst kåre den nye fuglekonge. Her kan vi gratulere Jens Murillo.

Se billeder fra dagen her.

   

Tilbage til listen