Forrige recordNæste record  1840 Anders Pilegaard Jessen


9. juli • Ved Børsen

Født: 1787 i Vester Aaby. Døbt den 10. august 1787 • Død: 10. maj 1851 i Roskilde

Levnedsbeskrivelse:

Kancelliraad, raadmand og byskriver.

Anders Pilegaard stammede fra "Pilegaarden" i Vester Aaby på Fyn. Før han fyldte to år blev han forældreløs og kom til sin faster Mette og hendes mand i København. Her voksede han op med sin omkring otte år ældre fætter, der var enebarn i familien. De to sluttede et broderskab, der varede livet ud.
I en ung alder tog Anders Pilegaard familienavnet, Jessen. Han blev student i 1809 og juridisk kandidat fem år senere. karrieren udviklede sig til underkancellist i 1818, Kancellistsekretær i 1820 kancellist i 1823 og slutteligt kancellitaad i 1831.


Et barnebarn til plejebroderens har beskrevet Anders Pilegaard Jessen således:


Om denne, min Bedstefaders Fætter og Plejebroder, vil jeg gerne have Lov til her nedenstaaende at meddele et Par Ord; jeg forudskikker, at min Grandonkel var sær, var »gammel«, det er fuldstændig rigtigt! Men af hvad Aarsag? og hvorledes var det aparte Væsen kommet? ja det spørges der jo saa sjældent om. - Han havde alligevel, trods alt, et »Hjerte«, hvad jo ikke alle har!

I tiden mellem 1820 og 1823 led han sit Skibbrud, det der gav hans Liv en skæv og noget sygelig Retning og som allerede tidlig gjorde ham til — »en gammel Kancellist«.

Før den Tid var han munter og livlig, rigtig en »glad Sjæl«: han tog, ligesom Fætteren, Livet fra den behagelige Side. Det tog en rum Tid, inden han fik Artium og Embedsexamen (denne med Laud. I.); men der var ogsaa mange andre Ting, der skulde passes og som optog meget af hans Tid; han var meget søgt og skattet som »Fornøjelsesraad« ved Selskabeligheder i og udenfor Familiens Omgangskreds, han dansede godt, var musikalsk, havde en lille, men ganske køn Sangstemme og, hvad der ikke blev sat mindst Pris paa i hine Tider, han havde et ret udpræget Skuespillertalent, skal navnlig have været en fortræffelig Fremstiller af Holbergske Figurer; det blev hans Evner for og Lyst til Optræden paa de  saa forræderiske skraa Brædder, der i saa høj Grad bidrog til at give ham hans Banesaar!

Efter at min Oldefader i Aarene 1810—11 havde trukket sig tilbage fra sin Forretning og fra alle sine mange offentlige Hverv og Tillidsposter her i Byen og var flyttet til sin Ejendom »Gamle Iselingen«, ogsaa ved Vordingborg, lige op til Marienberg, tilbragte Anders Pilegaard Jessen alle sine Ferier dernede, saaledes ogsaa Julen 1821.

Der skulde i l Dagene mellem Jul og Nytaar spilles Dilettantkomedie hos en af Byens »Spidser«, Toldkasserer I.P. Christensen der, sammen med sin smukke Hustru Charlotte Amalie født Ballauf »førte Hus« i stor Stil. Alle gode Venner var indbudte som Tilskuere: Wassard's fra Marienlyst, Assessor Aagaard med Frue født Koés fra Iselingen, mine Bedsteforældre, »Madam« Howitz med saa mange af hendes Børn og Svigerbørn, der var hjemme i Julen o.s.v., kort sagt hele den vehavende Toldkassererfamilies Omgangskreds. Til at spille Elskerrollen var som noget selvfølgeligt Sekretær Jessen udset og som Elskerinden skulde Toldkassererens Broder og Steddatter, den 22-aarige Christiane Marie Christensen optræde for første Gang. Hun og min Grandonkel var gennem adskillige Aar kommet sammen hos Honoratiores i Vordingborg og Alle »vidste aldeles sikkert« at han var stærkt forelsket i hende; i August Maaned nævnte Aar havde de begge været Faddere ved min Onkel Carl Jessen's Daab og nu skulde de altsaa »agere« sammen paa en noget anden Maade!

Naa! Forestillingsaftenen kom og, som ventet var af hele Selskabet, spillede Kancellisekretæren sig ret langt ind i Elskerrollen, men alligevel tog han, straks efter Nytaar, tilbage hertil Byen, NB. uden at have erklæret sig! saa kom Paaskeferien og den gik paa samme Maade! — i Sommerferien kom min Grandonkel slet ikke til Vordingborg, da var Christiane Christensen forlovet med en anden! Det kom sig saalunde:

En Aften i Slutningen af Juni Maaned, 1822 altsaa, ved en lille Sammenkomst hos Familien Howitz for Venner fra Byen, var der kommen en Gæst til, ikke fremmed men uventet og langvejs fra: Pastor Mathias Repsholtz fra Saxkøbing; han var blevet  Enkemand nogle Maaneder forud, efter kun eet Aars Ægteskab, og var nu paa en lille Rundrejse for at besøge Bekendte og Venner. Hos Howitz's, hvor en af Husets Sønner var gift med hans Søster, traf han sammen med Familien Christensen, fik Jomfru Christiane til bords, friede til hende samme Aften og et Par Maaneder efter stod deres Bryllup i Vordingborg.

Sekretær Jessen! ja han kom først til Vordingborg igen i Oktober samme Aar til min Oldefaders Begravelse, og allerede da var han ikke sig selv lig mere: han var faldet sammen og rettede sig aldrig helt mere.

Der gik saa 4—5 Aar i hvilke han nok kom til Vordingborg, men kun paa ganske korte Besøg og med lange Mellemrum; men efter at Toldkasserer Christensens i 1827 var flyttet til København — og med dem Datteren der, efter kun fire Aars Ægteskab var blevet Enke og med sine to Børn var taget tilbage til sine Forældre — genoptog han atter sine regelmæssige Feriebesøg hos mine Bedsteforældre.

Anders Pilegaard Jessen blev, som nævnt Kancellist 1823, Kancelliraad blev han først 1831. Samme Aar var det saa, at mine Bedsteforældre kom til Thorslunde, og seks Aar efter tog min Grandonkel sin Afsked fra Kancelliet, idet han søgte og fik Embedet som Raadmand samt By- og Raadstueskriver i Roskilde. Her livede han en Del op, han kom under bedre økonomiske Kaar og var Plejebroderen med Hustru og Børn paa ganske nært Hold; til Thorslunde Præstegaard kom han, spadserende paa sine Ben, ialtfald én Gang hver Uge og, som min Fader skriver i sit »Testament«: »altid var han velkommen i Præstegaarden, ikke mindst hos Ungdommen.«

Saaledes gik der en halv Snes Aar, saa blev min Grandonkel virkelig »gammel«; min Bedstemoders Død i 1848 tog han sig meget nær, og efter at min Bedstefader ogsaa var gaaet bort et Par Aar efter, faldt han aldeles hen; Døden kom for ham som en Befrielse den 10de Maj 1851.

For min Oldefaders Minde nærede min Grandonkel en dyb Veneration; det Venskabsbaand, der i Barneaarene knyttedes mellem ham og min Bedstefader, afbrødes aldrig, og Børnene fra Marienberg og Thorslunde var for ham al hans »Slægt«! Ved Aabningen af hans testamentariske Bestemmelser viste det sig, at han til det sidste havde tænkt paa dem — og paa sin Ungdoms Kærlighed.

For min Fader blev Onklen en Velgører, som kun faa har Hjerte til at være det: mange giver jo, meget eller lidt, af deres Overflod paa jordisk Gods, Anders Pilegaard Jessen havde kun uendelig lidt, — men gav gerne alt, hvad han havde.

Da min Fader i 1831 blev Student og kom til København, maatte han, som alle fattige Studenter dengang »gaa paa Omgang« hos Familien for at faa Middagsmad, alt andet fik han af Onklen: frit Ophold, Lomme- og Bogpenge og Klæder; altid var Onklen glad ved at have min Fader hos sig, altid interesseret saavel i Faders Studier som i hans smaa Fornøjelser.

»Baade Onkel«, skriver Fader, »og den Mand, der udgjorde hans saa godt som eneste Omgang var begge Pebersvende; det var to elskværdige Særlinge, som Verden nu sikkert vilde have meget at udsætte paa, men mit Samliv med dem i ca. 5 Aar hører til mine kæreste Ungdomsminder, trods Ensformigheden og de yderlig smaa Kaar, hvorunder vi levede.

Verden vil nok kalde min Onkels Liv, saadan som det formede sig, for et spildt Liv! Om det var et Liv i Gud, skal jeg ikke kunne sige; men at hans Liv var et Liv i andre, for andre, for dem der havde taget ham til sig som eget Barn, for deres Søn og Sønnebørn, det kan jeg vidne om; har Verden end glemt ham, saa har jeg det ikke.

Og naar jeg nu tænker tilbage paa den Tid for fyrretyve Aar siden, da erindres jeg om Biblens Ord: »Saa vil jeg sige til dem paa den højre Side: jeg var nøgen og I klædte mig — jeg var syg og I besøgte mig — hvad I have gjort mod den Mindste af mine Brødre, det have I gjort imod mig.«

Med disse Ord slutter min Fader sine Meddelelser om Onklen, men i taknemmelig Erindring om dennes Velgerninger mod ham havde Fader i sin Tid ladet sin ældste Søn døbe med Pilegaard- Navnet; dette er hos os bevaret i tredie Generation.


Læs mere i artiklerne En festdag for hele byen og Fugleskydning - hele byens fest, samt den senere udgave af En festdag for hele byen og Det rigtige efterskrift

Skiven:

Skydepladsen ved havnen mod Sct. Jørgensbjerg Kirke. På rammen står:

                 Ved Herrings skud

Bindingsværksbygningen, der ses på skiven, kan være det gamle skydehus ved Børsen. Huset blev solgt i 1862, hvorefter selskabet benyttede Boserup Pavillonen.
Bygningen der viser gavlen kan være den gamle toldbygning og havnekontor.

På flere af 1800-tallets skydeskiver ses skydemålet sat i forskellige sammenhænge. Flere gange er målet sat ind i et opdigtet romantisk landskab - eller landskabet har mindelser om fjorden. Anders Pilegaard Jessens skive er et af de interessanteste eksempler på dette. Skiven viser skydemålet i forgrunden, og man ser over mod den husrække, hvor Børsen lå - som i øvrigt ligger der endnu. Sct. Jørgensbjerg Kirke skimtes, og hele det ubeboede område ved Strandgade og Kællingehaven antydes også.


Skiven er i 2012 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris.

Skiven er udstillet på Roskilde Museum.

Skiven måler 58 cm i diameter.

Kongeskytte:

Herluf Trolle Herring

Årets historie og anekdoter:

Herluf Trolle Herring blev kongeskytte i både 1839 og 1840. Han blev tillige fuglekonge i 1828.

Tilbage til listen