Forrige recordNæste record   Fuglekongen sponsor for egne skive

13. juli 2023

Som hjemmesideredaktør har jeg, ikke mindst i samarbejde med saglige æresmedlem Per Handberg, i en årrække arbejdet på at skaffe penge til vedligeholdelse af de malede skiver. Missionen lykkedes så samtlige skiver for øjeblikket er i bedst mulige stand.
At missionen er lykkedes betyder ikke, at vi kan hvile på laurbærrene. Til stadighed skal der samles penge til kommende konserveringsprojekter, så selskabet fremover ikke skal stå i samme frustrerende situation som for en snes år siden.

Et af de tiltag der har vist sig at være meget givtig, er sponsorsiderne der blev indført i 2010. For 500 kr. årligt bidrager virksomheder og privatpersoner med midler til kommende konserveringsprojekter. Den enkelte sponsor fortæller sin historie på den fuglekongeside sponsoratet er tilknyttet.

Med mit engagement for sponsorsiderne har jeg selv i en årrække vist det gode eksempel som sponsor for jubilæumsårene år 17871887 og 1987. Med min nyvundne titel og æren som årets fuglekonge har jeg besluttet også at sponsorere min egen fremtidige skive for 2023.
Sponsorsiden for 2023 er profileringen af en anden forening, hvor jeg lægger frivillig arbejdskraft.

Dansk Lokal TV Arkiv har til opgave at sikre udsendelser fra lokal tv gennem de sidste 40 år. Optagelser lagret på magnetbånd vil forgå og skal digitaliseres i tide inden det er for sent. Denne opgave har Dansk Lokal TV taget på sig. Udsendelserne vil i fremtiden blive tilgængelige for alle på internettet.

Som næsten alt andet er projektet afhængig af penge. Et årligt medlemskab for 150 kr. er et godt bidrag, ligesom større sponsorater skæpper godt i kassen. Vi er en del skydebrødre der har bidraget med femcifret beløb til det gode formål. Der er til stadighed håb for at flere vil bidrage til formålet.

Den nye og øvrige sponsorsider kan ses under sponsorgalleriet.

   

Tilbage til listen