Forrige recordNæste record  Sponsor for 2004 er Steen Kofod Bager  

Demokratiets vugge

Som motiv for sin skive valgte fuglekongen fra 2004, Erik Bager, Palæet set fra bagsiden af domkirkepladsen.

Palæet er nærmeste nabo til Roskilde Domkirke. I 1733 blev den middelalderlige bispegård revet ned, og Christian den Sjette lod i stedet Det Kongelige Palæ blive opført. Det lille barokpalæ fik direkte adgang til kirken, der er kongehusets begravelseskirke. Det var hofbygmester Laurids de Thuras første store opgave – et firfløjet symmetrisk anlæg med hovedbygning i to etager. Palæet har været ramme om mangehistoriske begivenheder og har gennem århundreder huset samfundsmagtens lokale udøvere: amtsforvaltning, stiftskontor og bispebolig. I årene 1835-48 var Palæet ramme om Øernes stænderforsamling.

Den 1. oktober 1835 trådte Øernes stænderforsamling, landets første stænderforsamling, sammen på Palæet i Roskilde. De 70 medlemmer var dels udpeget af kongen, dels valgt af de øvrige stænder: adel, borgere og bønder. Demokratibevægelser spirede mange steder i Europa, og den danske konge så sig nødsaget til at nedsætte disse forsamlinger fire steder - i Roskilde og Viborg samt Rendsborg og Itzehoe. Selv om de kun var rådgivende, fik de stor betydning for borgerskabets vågnende politiske bevidsthed og ledte frem til indførelsen af Grundloven af 1849.

I dag rummer Roskilde Palæ tre udstillingssteder: Museet for Samtidskunst, Roskilde Kunstforening i Palæfløjen og Palæsamlingerne. Også palæets have og gård bruges til udstillinger, koncerter og andre kulturarrangementer.

Erik Bagers skive er sponsoreret af hans søn, Steen Kofod Bager, partner i Grant Thornton Statsautoriseret Revisionspartnerselskab. GT er et revisorfirma med ca. 100 medarbejdere, der hjælper en lang række virksomheder og organisationer med deres regnskaber, skatteoptimering, forretningsrådgivning m.v.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: