Forrige recordNæste record  Sponsor for 1988 er Rådhuskælderen   Film/Lyd

Den stemningsfulde restaurant i det gamle hospital

På Fondens Bro blev i 1741 opført Duebrødre Hospital, hvor Rådhuskælderens have ligger i dag. Hospitalet, der var beregnet til svagelige og gamle, der var ude af stand til at tage vare på sig selv, havde eksisteret længe før, men et andet sted i byen. Første gang, det omtales, er i 1211. Oprindeligt var bygningen kun i en etage, men i 1830 blev første sal tilføjet.

 

Da hospitalet var for lille og for dårligt indrettet – især havde kvinderne på grund af åbne sale et ringe privatliv – indsamlede man i 1877 midler til at bygge et nyt.

Arkitekt Herholdt fik til opgave at tegne det nye hospital, der skulle lægge sig op ad arkitekturen fra Christian 1.´s Kapel på domkirken.

Nabogrunden til det gamle hospital blev købt af kommunen for 700 kroner, og det nye hospital blev opført her for en byggesum af 82.000 kr., hvilket var et sensationelt beløb.

Ved indvielsen i 1880 var der plads til 34 beboere foruden portnerfamilien. Det gamle hospital blev nedrevet, og her har siden været den hyggelige have lige over for domkirken.

 

I 1967 flyttede hospitalet, og Duebrødre Kloster solgte ejendommen til Roskilde Kommune. To år senere indrettede turistkontoret sig i lokalerne i ejendommens stueplan. Yderligere tre år senere tager kommunen bygningen i brug som en del af rådhuset med blandt andet byrådssal og borgmesterkontor. Alt dette er siden flyttet.

 

I 1983 blev Restaurant Rådhuskælderen indrettet i den tidligere portnerbolig af Jan Due og John Absalonsen. Restauratør Peter Loehr overtog stedet i 2002 og tilknyttede fire år senere Jeanette Dalsgaard som partner. I 2015 trak Peter Loehr sig tilbage, hvorefter Jeanette Dalsgaard stod som restauratør alene.

 

Jeanette Dalsgaard er oprindeligt udlært som kontorassistent, men det var glæden ved at give en god service og tale med folk, der trak. Jeanettes samarbejde med Peter Loehr ligger længe før Rådhuskælderen. I starten af 90´erne blev Jeanette ansat på Hotel Prindsen, hvor Restaurant La Bøf lå på det tidspunkt. Peter Loehr lærte hende alt det vigtige, der giver succes. Man skal tro på, at et kvalitetskoncept holder i længden. Fornyelse skal der til, men kunderne glædes, når de genkender både mad og personale. Nestorens vise ord vil blive erindret i fremtiden.

 

Rådhuskælderen har dagligt åben fra formiddag til aften. Her serveres traditionelt smørrebrød, gammeldags engelsk bøf og den klassiske pariserbøf, ligesom klassiske forretter, populære kødretter fra grill og gode desserter tilbydes. Naturligvis er der også et bredt udvalg af børnemenuer.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: