
Født: 26. april 1964
Levnedsbeskrivelse:
Tømrermester.
I 2025 gav fuglekongen sin levnedsbeskrivelse til Selskabet. Den lyder således:
Jeg hedder Michael Kresten Lind Donstrup, født 26. april 1964 på Rigshospitalet, som enebarn af Lis og Allan Donstrup. Vi boede i en lille lejlighed på 4. sal på Højdevej på Amager. Jeg startede i skole i 1. og 2. klasse på Højdevangens Skole. Mine forældre valgte herefter af flytte væk fra København. Valget faldt på Svogerslev, Søparken 51 – et nybygget rækkehus i foråret 1973.
Jeg startede i 3. klasse på Lynghøjskolen. Interessen for musik fylder meget på Lynghøjskolen og jeg startede med at spille trompet i Brassbandet. Måtte senere vælge mellem Brassbandet og Roskilde Garden. Jeg startede i Roskilde Garden i 1975 og spillede her indtil udgangen af november 1984.
Jeg sluttede på Lynghøjskolen efter 10. klasse i 1981. Jeg ville gerne i lære som tømrer hos Elo Petersen & Bork Hansen på Elmelygårdsvej, efter at have været i erhvervspraktik hos dem to gange. Men året forinden havde de ansat fem lærlinge, så de ville gerne vente et år med at ansætte flere lærlinge. Så jeg måtte vente til året efter med at komme i lære. I mellemtiden valgte jeg at tage basisåret på EFG handel og kontor. Jeg tænkte at det kunne blive nyttigt senere. Under skoleåret var jeg så heldig at løbe ind i min hustru Tina. Efter endt EFG basisår, blev jeg optaget på HH (Højere Handelseksamen), men samtidig blev jeg tilbudt den læreplads, som jeg drømte om, hos Petersen og Hansen. Her startede jeg i lære i august 1982, og var udlært i 1985 ”med ros”. Efter endt læretid var jeg ansat som svend hos Petersen og Hansen som tømrersvend.
I 1985 flyttede jeg sammen med Tina ind i Brønsager 70 i Svogerslev, hvor vi boede i to år.
Efter session i marts 1986, hvor jeg trak frinummer, meldte jeg mig til den Kongelige Livgarde, hvor jeg startede i marts 1986. Her var jeg på Høvelte Kaserne i tre måneder, hvorefter jeg søgte om at blive optaget i Livgardens Tambourkorps. Jeg blev optaget i Tambourkorpset og var i Gothersgade på kasernen i seks måneder. Jeg lærte at spille piccolofløjte. Efter at have lært alt på fløjte, spillede jeg også tromme. Jeg har gået tappenstreg både med fløjte og tromme, både fra kasernen i Gothersgade, på Fredensborg Slot samt Marselisborg når Dronning Margrethe var der.
Efter endt militærtid, i november 1986, fik jeg arbejde som tømrersvend i forskellige firmaer i Roskilde og København. I Roskilde bl.a. hos Jørgen Løve i Vor Frue i længere tid.
I foråret 1987 købte Tina og jeg hus i Baunehøj i Osted. Der fik vi i februar 1989 en datter, Christina Donstrup.
Byggebranchen var trængt i 1989, så det var svært at finde arbejde i længere tid, da princippet sidst ind, først ud var gældende.
Tanken om at være selvstændig tømrer- og snedkermester spirede, og efter at have set en annonce i Roskilde Avis, hvor en tømrermester ville sælge sin forretning for at gå på efterløn, kontaktede jeg ham, og vi fandt en løsning hvor jeg købte hans forretning med overtagelse 1. august 1989.
Den 20. oktober 1990 blev vi gift i Allerslev Kirke. Hjemmeværnsorkesteret spillede da vi kom ud af kirken, og vi fik en svingom på kirkegården.
I august 1992 får vi en søn, Daniel Donstrup.
I januar måned 1995 flytter vi til den gamle smedje i Svogerslev, hvor vi stadig bor. Her kunne jeg samle værksted og beboelse i eet.
I februar 1998 får vi endnu en datter, Celine Donstrup.
Af fritidsinteresser har jeg haft jagttegn siden jeg fyldte 16 år, og har siden været medlem af Roskilde Strandjagtforening, hvor jeg de seneste 16 år har været formand for foreningen. I 2024 blev jeg udnævnt som æresmedlem i samme forening.
Endvidere har jeg altid været en ivrig lystfisker. Jeg har bl.a. fisket laks på Bornholm gennem mange år og de senere år sammen med min søn Daniel.
Af andre interesser spiller jeg golf i Roskilde Golf Klub. Her har jeg været medlem siden 1999 og spiller gerne hver uge.
Den 1. november 2007 købte jeg Roskilde Vinduescenter af Joe Pearson, som beskæftiger sig med salg og montering af døre og vinduer – hovedsagelig til privatkunder. Jeg udfører også almindelige tømrer- og snedkeropgaver.
I 2015 blev jeg indballoteret i Fugleskydningsselskabet af Bent ”Flyver” Christiansen.
Jeg har indtil videre fået fire børnebørn, Asger på 5 år, Sebastian på 3 år, Ebbe på 2 år og lille Sigrid på 3 måneder, som jeg nyder meget.
Forretningsmæssigt har jeg gennem årene købt udlejningsejendomme op. Den første udlejningsejendom købte jeg i 1992 og den rummer 19 lejemål, som jeg passer som vicevært.
I 2009 købte jeg også en ejendom i Svogerslev, som indeholder både bolig- og erhvervslejemål. I 2019 købte jeg et byhus i Aakirkeby, som er opdelt med udlejning og en privat feriebolig. Vi har endvidere to sommerhuse i Nordsjælland. Alle disse ejendomme kræver en del administration og vedligeholdelse, som både Tina og jeg bruger en stor del af vores tid på. Jeg som vicevært og Tina som administrator.
Min plan er at udfase de almindelige tømrer- og snedkeropgaver og bruge mere tid på ejendommene fremover.
I fritiden holder jeg meget af at sejle i vores Jupiter 30-motorbåd, som ligger i Roskilde Havn. Det nyder vi meget.
Skiven:
Skiven er udformet med tre små hjerter foroven, som symboliserer mine tre børn, Christina, Daniel og Celine. På hver side af motivet i rammen, som er malet rød er der malet to dannebrogsvinduer, så de samtidig ligner to flag. Selve motivet på midten viser også et dannebrogsvindue.
Hovedmotivet på skiven viser en strandjæger i sin skydepram på aftentræk. I baggrunden ses Roskilde Domkirke. Strandjægeren skyder mod vest efter en hvid kugle, som skal symbolisere en golfkugle, da jeg har spillet golf i næsten 30 år i Roskilde Golfklub.
Til venstre på skiven er malet en laks, da jeg har fisket laks fra egen båd, også de sidste 30 år. Forneden i vinduet er malet noget traditionelt tømrerværktøj: hammer, rammesav, økse og rubankhøvl, samt forneden en kølle, som var værktøj jeg brugte under min læretid fra 1982-85.
Øverst i vinduet til venstre er malet logo for den Kongelige Livgarde (Danske garderforeninger), hvor jeg var som soldat i 1986. Øverst til højre er malet Roskilde Gardens logo, hvor jeg spillede trompet fra 1975-84.
Se fuglekongens data til Roskilde Museum her.
Skiven måler 49 cm i diameter.
Skivens placering:
Skiven er ophængt i Restaurant Håndværkerens salSkiven malet af:
Jeppe Emil DrewsKongeskytte:
Christian SlesvigÅrets vindere:
Ringen | Poul Erik Mikkelsen ved skud af Birger Sander Sørensen | |
Kronen | Flemming Anders Olsen ved skud af Thomas Rasmussen | |
Højre klo | Jan Sandholm ved skud af Klaus Graversen | |
Venstre klo | Mogens Hallager ved skud af Johnny Madsen | |
Halsen | Blev sprunget over grundet tidsmangel ved skud af ingen skytte | |
Halen | Frank Holmstrup ved skud af Teit Christiansen | |
Venstre vinge | Blev sprunget over grundet tidsmangel ved skud af ingen skytte | |
Højre vinge | Blev sprunget over grundet tidsmangel ved skud af ingen skytte | |
Brystpladen | Michael Kresten Lind Donstrup ved skud af Christian Slesvig |
Farven på skydenummeret ved årets fugleskydning var sandblæst sølv.
* * * * * * * * *
Som det var tilfældet året før, blev årets skarpeste skytte ved skiveskydningerne, Mikkel Holmstrup. Da reglerne ikke tillader at samme skytte modtager vandrepokalen to år i træk, blev det årets nummer 2, Per Heine Christensen, der fik graveret sit navn i pokalen. Se det samlede resultat af årets skiveskydninger her.
Fuglekongens historie og anekdoter:
Fuglekongens bolig og tømrervirksomhed i Svogerslev havde tidligere huset en fuglekonge og hans håndværk. Fuglekongen for 1972, Christian Petersen, boede ligeledes på Svogerslev Hovedgade 33, hvor han havde sin smedje.
* * * * * * * * *
Fuglekongen var otte år tidligere blevet kongeskytte, til fordel for Finn Borre.
Årets historie og anekdoter:
Fuglekongeskiverne fra 1846 og 1852 blev i en periode fra 2024 udstillet i Roskilde Museums særudstilling med navnet "Da jernbanen kom til Roskilde".
* * * * * * * * *
Om det var fuglekongens mangel på bredde skuldre står hen i det uvisse, men under fugleskydningsdagens march røg fuglekongebåndet ned fra højre skulder, så hele kongebåndet lå om fuglekongens fødder midt på Domkirkepladsens brosten.
* * * * * * * * *
Ved opholdet på Stændertorvet under årets fugleskydningsmarch, holdt fuglekongen Henrik Brandt en lille takketale til byrådsmedlem Rasmus Hylleberg, for dennes velkomst til skydebrødre. Fuglekongen sluttede af med at give en gave til Rasmus Hylleberg. Gaven var fuglekongens egen bog ” Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet”.
* * * * * * * * *
På årets fugleskydningsdag var det ikke alle skydebrødre der havde læst Selskabets dresscode. To skydebrødre mødte op uden slips. Det blev løst ved, at hele optoget med Hjemmeværnsorkestret i spidsen gjorde et kort stop på Karen Olsdatters Stræde. Personalet hos Guldsmed Andersen & Enig sørgede for, at begge de glemsomme blev iført et af guldsmedens slips til låns.
* * * * * * * * *
På en lidt kølig julidag med ganske lidt regn blev årets fugleskydning afviklet som traditionen byder. De fremmødte skydebrødre tog imod fuglekongen og bestyrelsen i Museets gård. Her bød fuglekongen på et glas Fernet Branca, der for nogle blev skyllet efter med noget fra en flaske.
Med Hjemmeværnsorkesteret i spidsen gik marchen gennem byen til Stændertorvet, hvor medlem af kommunens Kultur- og Idrætsudvalg, Rasmus Hylleberg, bød velkommen og ønskede skydebrødrene en god dag. Fuglekongen kvitterede med en lille takketale og en gave til det fremmødte byrådsmedlem. Herefter gik marchen videre til "Restaurant Håndværkeren".
Inden dagens skydning modtog Ebbe Bødker og Claus B. Hansen emblem for 40-års medlemskab. Jens Prip Bonnesen og Tom Hjorth Andersen modtog emblem for 25-års medlemskab. Samme ære tilfaldt Harry Hansen og Lars Glint, der ikke deltog på dagen. Inden skydningen blev årets nye skydebrødre præsenteret for de fremmødte.
Årets skydning blev temmelig langtrukken. Det blev diskuteret om det var fuglen der var sejlivet, om skytternes skydeevner var svækket, eller om det var riflernes kikkertsigte der var til mere ulempe end gavn. Der var noget der skulle overvejes inden fremtidige skydninger.
For at nå frokosten og dagens øvrige program blev halen, venstre vinge og højre vinge sprunget over. Efter dagens skud nummer 531 røg brystpladen til jorden ved skud af debutanten Christian Slesvig.
87 skytter mødte op ved årets fugleskydning, mens 84 deltog i den efterfølgende frokost.
Under frokosten talte fuglekongen Henrik Brandt for Danmarks Majestæter, såvel abdicerede Dronning Margrethe og nyligt udråbte Kong Frederik. Formand Carsten Helge Nielsen talte for fuglekongen, Per Starklint for Danmark, Jens Løgstrup for skytterne, og Thomas Kenneth Nielsen-Isaksen for Selskabet på vegne af de nye skytter.
* * * * * * * * *
Traditionen tro var der opsat en pavillion i "Restaurant Håndværkerens" have ved årets fugleskydning. Dette for at beskytte skydebrødrene mod regn og solskin under den store dag. Man valgte at lade pavillionen stå efterfølgende, så den var klar til Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforenings fugleskydning senere på måneden. Beslutningen skulle vise ikke at være klog.
Den efterfølgende fredag tog en storm sit tag i pavillionen. Denne faldt sammen og forårsagede skade på huset bagved, hvor to tagsten blev beskadiget. Desuden blev nogle stænger til pavillionen ødelagt.
* * * * * * * * *
Den 12. juli 2024 kom rammen til Jens Peter Rasmussens skive fra 1893, men uden skive, ved et tilfælde tilbage til Selskabet. Skiven var blandt dem der i 1970´erne var blevet stjålet fra Hotel Prindsen. En tidligere skydebror fandt den til salg på internettet for et mindre beløb. Han købte rammen og solgte den straks videre til Fugleskydningsselskabet.
Maleriet var blevet erstattet af et spejl. Den havde i mange år gjort gavn i et privat hjem gennem to generationer. Nu lå den i et dødsbo, der satte den til salg. Sælgerne kendte intet til rammmens ophav og var ikke klar over, at der tidligere havde været et maleri.
Rammen blev istandsat hos Maleri-Konserveringsværkstedet, hvorefter bestyrelsen drøftede forskellige muligheder for hvad der herefter skulle ske. Det blev besluttet, at lade den lokale kunstmaler Mette Lorentzen male en rekonstruktion af det oprindelige maleri. Det var netop Mette Lorentzen der stod for afsløringen af skiven ved generalforsamlingen i 2025. Mette Lorentzen deltog ved den efterfølgende middag. Det var formegentligt første gang i Selskabets historie, at en kvinde deltog ved et af årets faste arrangementer.
* * * * * * * * *
Fuglekongeskiverne for 1985 og 2014 blev i perioden 24. august 2021 til 1. december 2023, udlånt til Roskilde Museum til en særudstilling her. Aftalen blev i 2024 forlænget til 31. december 2025. Se dokumentet her.
* * * * * * * * *
Selskabet indgik en fornyelse af deponeringsaftalen med Roskilde Muesum, således at den var gældende yderligere 10 år frem. Se aftalen her.
* * * * * * * * *
Årets nye skydebrødre
Generalforsamlingen
Tømrer Andreas Grann Roelsen
Salgskonsulent Birger Sander Sørensen
Pensionist Birger Yde Svendsen
Konsulent Per Lars Sørensen
Virksomhedsejer Kenneth Holmen Pedersen
Apoteker Thomas Kenneth Nielsen-Isaksen
Indskydningen
Malermester Brian Pedersen
Tømrermester Christian Slesvig
CFO Freddy Jensen
Selvstændig Lasse Larsen
Tømrer Nichlas Riber Lykkegaard Nielsen