Forrige recordNæste record   Tilmelding til torskegilde

10. november 2012

Som det har været tilfældet ved de sidste to års fugleskydning og ved 225 års jubilæet, er det nu via hjemmesiden, muligt at tilmelde sig til torskegildet, den 28. november kl. 18.30. Logger man ind som medlem, findes tilmeldingssiden under medlemssiderne. Det er dog stadig muligt at tilmelde sig hos Henrik Enig på 21142484 og pr. mail på. henrik@enig.dk.

Af hensyn til restauratørens planlægning ønskes den endelige tilmelding senest tirsdag den 20. november. Herefter bedes eventuelle ændringer rettet personligt til Henrik Enig.

Torskegildet er sæsonafslutningen, der traditionelt ligger i starten af november. På grund af restaurering af skydebanerne på Tjørnegårdskolen er efterårets program i år forskubbet, således også torskegildet.

Under torskegildet vil alle ”ordentlige skytter” blive dekoreret med ordensbåndet. ”Ordentlige skytter” er dem, der har deltaget i mindst tre af årets fire skiveskydninger. Prikken over i´et bliver, når årets pokalvinder skal kåres og modtage vandrepokalen samt reversnålen, der symboliserer værdigheden. Vores skydeudvalgsformand, gode gamle Bennie ”Billedbutik” er jo udelukket, da han som sidste års vinder, efter reglerne, ikke kan komme i betragtning to år i træk.

Nu er det ikke kun de aktive skytter, der er helliget denne aften. Alle skydebrødre er meget velkomne til at møde op til dejlig kogt torsk med tilbehør, øl og brændevin. Naturligvis serveres der også vand. Det er også muligt at aftale anden mad med restauratøren, så der vil være forplejning til alle og enhver.

Slutteligt skal jeg minde om, at årets sidste skiveskydning afvikles på torsdag, den 15. november klokken 18.30.

   

Tilbage til listen