Forrige recordNæste record  1863 Johan Heinrich Schumacher


13. juli • Ved Boserup Pavillonen

Født: 6. december 1805 i Vilsen i Hannover • Død: 14. maj 1871 i Roskilde

Levnedsbeskrivelse:

Murermester.

I 1834 boede Johan Heinrich Schumacher til leje hos enkefru Schultz på ”Hestemarkedet”. Husstandens datter, den 25-årige ugifte Sophie Frederiche Schultz, født den 25. oktober 1809, i Roskilde. Snart efter bliver frøknen til fru Schumacher. Familien får fem børn:

  • Dorthea Marie Elise Schumacher, født 1834
  • Herman Martin Louis Schumacher, født 1840
  • Johanne Dorthea Schumacher, født 1843
  • Henriette Augusta Schumacher, født 1845
  • Lauritz Emil Valdemar Schumacher, født 1848

I 1848 boede familien i Karen Olsdatterstræde. I 1850 er adressen Algade.

Johan Heinrich Schumacher var ledende murermester ved opførelsen af Stiftsbiblioteket  1858-1859, der blev opført som en bygning øst for domkirken til stiftsbiblioteket, tegnet og opført af arkitekt Ferdinand Meldahl.

Sparekassen for Roskilde By og Omegn blev i 1866 opført af arkitekt  J.D. Herholdt, og for byggeriet stod tømrermester Weber og murermester Schumacher.

 

I 2026 gav fugekongens tip-tipoldesøn, Thomas Bredholt, følgende beskrivelse af familien Schumachers historie som murere i lokalområdet:

Johan Schumacher, der var murermester, fik barnebarnet Elisabeth, der blev gift med murermester Josef Emanuel Jensen. Denne var med til at etablere murerfirmaet Jensen & Schumacher, der blandt andet byggede et par af de store Bellahøj "skyskrabere”. Det er ikke dem der er ved at falde sammen.
Der blev på et tidspunkt etableret fabrikken Sano i Hedehusene der producerede korkgulve. Det var hvor Rockwool ligger i dag. Min far der var blev uddannet murer og senere arkitekt, blev direktør for fabrikken, hvor jeg tilbragte en del af mine barndomsår.

Desuden leverede Thomas Bredholt et billede af fuglekongen, som Selskabet ikke havde.

Skiven:

Fra omkring midten af 1850´erne begynder det at knibe for Selskabet. En del fuglekonger gav ikke en malet skive til selskabet, men blot et fotografi af sig selv. Dette alternativ blev vedtaget ved rekonstruktionen i 1861 og ophævet igen af en enstemmig generalforsamling i 1870. For fuglekongerne var det formodentligt ikke af økonomiske årsager, eller for at nedgradere deres eftermæle i Fugleskydningsselskabet. Fotografiet var på det tidspunkt helt nyt i Danmark. Det har næppe været billigt at lade sig fotografere. Givetvis har det været forbundet med status at give et fotografi frem for et simpelt maleri.

I 1859 hævdede digteren og kritikeren Charles Baudelaire, at fotografiet ville ødelægge kunsten, hvis de to ting blev blandet sammen. Man kan til dels give ham ret i dette tilfælde, hvor en række fuglekonger valgte det nye vidunder fremfor at give den traditionelle malede skive.

Det fremgår af oversigten over fuglekongerne udarbejdet i 1937, at Johan Heinrich Schumacher er blandt de fuglekonger der afleverede et fotografi.

Tilbage til listen