Forrige recordNæste record   Julehilsen fra redaktøren

20. december 2009

Året går på hæld, og dette er nok sæsonens sidste nyhedsbrev. Det er således blevet til 40 nyhedsbreve i 2009.
Nyhedsbrev er vist nok ikke det rigtige ord. Det er vel nærmere et tilbageblik over det forgangne år.

For selskabet blev det et år med forandringer. Skiverne fik ny plads i meget smukke omgivelser i Liebes Gård, hvor museumsinspektør Mette Høj ved en reception den 5. maj kunne præsentere det færdige resultat.
Også mødestedet på fugleskydningsdagen blev flyttet til Liebes Gård. Desuden var det slut med skiveskydning på Østervangsskolen efter 38 år på stedet. Den fremtidige skiveskydning foregår nu på Tjørnegaardskolen.

Den traditionelle sommerskydning på Ryegaard Gods måtte desværre aflyses på grund af for få tilmeldte. Vi må se, om traditionen får nyt liv i fremtiden.

2008 blev året, hvor hjemmesiden blev grundlagt. De store sten blev flyttet, og skelettet rejst. I 2009 kom vi så langt i mål omkring fuglekongernes data som det umiddelbart kan gøres. Der mangler stadig nogle tilretninger og der er altid plads til forbedringer, og redaktionen har til stadighed ”antennerne” ude.

Af årets nye tiltag kan nævnes den flotte film fra fugleskydningen, som alle nu kan se på hjemmesiden. Vi fik oprettet et galleri for selskabets æresmedlemmer gennem tiderne og et for historiske bygninger og lokaliteter med relation til selskabet.

Også to artikler skrevet af redaktionen blev det til. Et besøg hos ”Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab” gav stof til en artikel om dette selskab og de skiver med relation til vores selskab, der findes på ”Sølyst”.
Ved årets slutning fik vi optaget en artikel i ”Jul i Roskilde”, hvor vi gør op med en gammel myte, der har sat spørgsmålstegn ved vores første fuglekonge.

Jeg ønsker alle jer skydebrødre og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt nytår.


   

Tilbage til listen