Forrige recordNæste record   Mindeord for Keld Holm

25. september 2025

Medlem af Selskabet, Keld Holm, er afgået ved døden den 24. september 2025, 74 år gammel.

Keld blev indballoteret i Selskabet ved indskydningen den 30. juni 2014. Som proponent stod Poul H. Jensen.

Keld var en blændende taler. Det fik skydebrødrene at høre, da han ved fugleskydningsfrokosten i 2021 holdt talen for skytterne. 

Keld vil altid blive husket for sit gode humør, sine mange gode historier, sin jyske humor – og ikke mindst sin glade latter. Frem for alt huskes han som et virkelig godt menneske og en trofast kammerat.

Keld blev født den 22. februar 1951 i Aalborg, hvor han også voksede op. Han aftjente sin værnepligt i Søværnet, inden han i 1972 rykkede teltpælene op og flyttede til Roskilde, hvor hans kommende hustru, Tove, kom fra.

I 1972 begyndte Keld sin karriere i forsikringsbranchen, først i Livsforsikring Fremtiden og senere i TRYG. Fra 1982 til 1989 var han landsformand for Danske Forsikringsfunktionærer, og i 1986 blev han også præsident for det nordiske samarbejde i forsikringsbranchen. Siden avancerede han til direktør i TRYG, hvor han arbejdede, indtil han efter 40 år i selskabet gik på pension.

Politik var en af Kelds store passioner. Han engagerede sig dybt i Det Konservative Folkeparti og sad gennem årene i mange poster i Roskilde vælgerforenings bestyrelse – som menigt medlem, sekretær, næstformand og i en længere årrække som formand. Han gjorde sig også stærkt gældende som næstformand og senere formand for Storkreds Sjælland, hvor han satte et tydeligt aftryk, samt at han var medlem af hovedbestyrelsen.

I 2021 blev Keld udpeget som et af 15 politisk udpegede rigsretsmedlemmer, i rigsretssagen mod Inger Støjberg – en opgave han påtog sig med stor alvor.

Keld var desuden en passioneret skribent med en skarp pen - og forfatter til jubilæumsskriftet for Roskilde Konservative i anledning af foreningens 125-års jubilæum i 2010.

I 2022 blev han valgt som formand for Roskilde Museumsforening, hvor han også lagde stort engagement.

Keld efterlader sig sin hustru Tove, som han i 2024 kunne fejre guldbryllup med – et livslangt partnerskab fyldt med kærlighed, glimt i øjet, samhørighed og fælles værdier.

Bisættelsen foregår fra Roskilde Domkirke fredag den 3. oktober klokken 14.

Æret være Keld Holms minde.

   

Tilbage til listen