![]() ![]() |
|||
2. juli 2025 På en både varm og solrig 1. juli tog de fremmødte skydebrødre imod bestyrelsen og fuglekongen i Museets Gård. Traditionen tro trakterede fuglekongen med en bitter - der var to slags at vælge mellem. Allerede under traktementet spillede Hjemmeværnsorkestret for, og var derefter i front ved Selskabets march mod Stændertorvet. På vejen måtte der dog gøres holdt ved guldsmed Andersen & Enig for at iklæde enkelte glemsomme skydebrødre slips. I tidligere år var disse udlånt af Henrik Enig, men i år donerede Frank Holmstrup et flot slips med Selskabets logo til hver af de fremmødte skydebrødre. Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard, der i sagens natur også var at se i museumsgården, holdt på Stændertorvet en flot tale for Selskabet, inden Selskabet fortsatte på marchen til "Restaurant Håndværkeren". I Håndværkerens have startede dagen med flaghejsning, overdragelse af jubilæumsemblemer og præsentation af årets nye skydebrødre. Preben Erik Andersen modtog 50-års jubilæumsnålen mens Erik Munk havde 40-års jubilæum, men var ikke til stede til at modtage nålen. Allan Kloster Hansen og Esben Buus Nielsen kunne modtage nålen for 25-års medlemskab, mens Carsten Grubb Jarlsø, Finn Gregers Jensen, Kim Ove Olsen og Per Kær Møller var fraværende, men havde ret til samme nål. Inden skydningen blev årets nye skydebrødre præsenteret for de fremmødte. Fuglekongen Michael Kresten Lind Donstrup præsenterede sin skive, der var malet af Jeppe Drews. Da det var malerens 25. skive, havde guldsmed Henrik Enig udført en særlig nål, der i anledning af dette jubilæum blev givet til kunstneren. Se nålen her. Nærmest mod Selskabets sædvane forløb skydningen hurtigt og effektivt - med 556 skud blev alle ni dele skudt ned. Omkring klokken to faldt brystpladen til jorden ved Klaus Aare Bangs skud, og skydebrødrene kunne efter de tre salutskud holde frokost. 79 skytter mødte op ved årets fugleskydning, lidt færre deltog i den efterfølgende frokost. Billeder fra dagen kan ses her og her. |
|||