Forrige recordNæste record  Sponsor for 1957 er Gevninge Bageri  

Tre generationer i brødets tjeneste

Bagermester Martin Kornerup-Nielsen fra Gevninge Bageri har drevet sin forretning siden 1976, men familiens næring ved brød går langt længere tilbage. Farfaderen, Kaj Nielsen, havde i sin tid Kornerup Mølle, der efter møllerens død overgik til sønnen, Thorkild, der havde fået stednavnet Kornerup som mellemnavn. Thorkild Kornerup Nielsen drev den gamle mølle, indtil den ulykkeligvis brændte i 1969.

Efter møllens endelige overtog Thorkild Kornerup-Nielsen Gevninge Bageri, der blev etableret i 1927. I de hidtidige 42 år havde der blot været to ejere. Det skulle vise sig, at der herefter heller ikke ofte blev udskiftning.

Martin Kornerup-Nielsen blev udlært bagersvend fra Leonardsens Bageri i Østergade i 1976. På det tidspunkt døde faderen, så den unge bager og Kaj, en fire år ældre bror, tog fat i driften, mens deres mor stod som ejer. I 1983 døde moderen, og i 2000 blev Kaj købt ud. Siden har Martin Kornerup-Nielsen alene stået som ejer af det gamle bageri. I årene 1970 til 1983 havde familien tillige bageriudsalget i Svogerslev, men det blev solgt til en svend, da det nye center blev etableret.

Det gamle bageri i Gevninge Bygade har eksisteret i det meste af 100 år. Foruden mester er ansat to bagersvende fuldtids og en svend i skånejob. I forretningen står fru Sonja og en fuldtidsansat dame, samt en mængde unge piger. Åbningstiderne fra den gamle lukkelov holdes fortsat. Det vil sige lukket mandag, og ellers åbent fra klokken 6, mens lukketid er klokken 17:30 til hverdag og klokken 16 i weekenderne.
Gevninge Bageri er et traditionelt bageri med morgenbrød, tørkager og flødeskumskager af alle slags, samt lagkage, kransekage og andre lækkerier. Der sælges "Coffee to go", som det hedder på nudansk og rundstykker med ost, der frisk bliver smurt på bestilling.

Tiderne har ikke gjort det lettere at være bager. Myndighedernes stadigt stigende krav og afgifter giver sine kampe for det daglige brød. Ikke mindst elektricitets- og oliepriserne gør indhug i budgettet.

Tre generationer i brødets tjeneste ser ud til at stoppe her. Ægteparrets to sønner har fundet andre gøremål i livet, så det bliver næppe i familien, den næste bagermester findes, når den tid kommer.

Besøg sponsorens Facebookside ved at klikke på logoet: