Forrige recordNæste record  Sponsor for 1971 er Murermester Tim Terkildsen ApS  

En kollegial gestus

Som en anerkendelse af det gode håndværk, som murermester Gerhard Iversen gennem mange år stod for i Roskilde og omegn, har murermester Tim Terkildsen valgt at sponsorere den gode kollegas fuglekongeskive fra 1971.
Anerkendelsen af Gerhard Iversen har der aldrig været tvivl. En fælles lagerplads i det sydlige Roskilde gav i sin tid anledning til megen god snak. Ikke mindst Gerhard Iversens fortsatte aktivitet med murerværktøjet i årene efter 80-årsalderen har givet respekt hos den yngre kollega.

Tim Terkildsen har næsten fået madet babymosen med en murerske. Hans far, Jan Terkildsen, har livet igennem været aktiv murermester i Roskilde. Den unge Tim var allerede fra 11-årsalderen med sin far på arbejde og gik således tidligt til hånde med, hvad kræfterne kunne formå.

For Tim Terkildsen var der ingen tvivl da han i 1979 påbegyndte læreplads hos Terkildsen og Larsen, hvor faderen var den ene halvdel af kompagniskabet. Her blev alle grene af det ædle håndværk lært, og i årene derefter arbejdede far og søn sammen.

I 1997 startede Tim Terkildsen som selvstændig murermester. Gennem årene har han som oftest arbejdet alene, men periodevis har murersvende været ansat, ligesom en enkelt lærling er blevet udlært. Et fast holdepunkt har gennem alle årene været Jan Terkildsen. Far og søn har i mange tilfælde arbejdet sammen om bygge- og håndværksprojekter.

I sine unge dage var Tim Terkildsen med til at opføre nye huse. Disse opgaver er ikke en del af arbejdet i dag. Nu arbejdes der primært med køkken, alrum, badeværelser, småreparationer og renoveringer.

Det gamle omdømme, at håndværkere ikke holder aftaler, gør Tim Terkildsen en dyd ud af at komme til livs. Såvel aftaler, service og den gode håndværkskvalitet er noget, han sætter en ære i leve op til.
Ingen kæde er stærkere end det svageste led. Det er Tim Terkildsen helt bevidst. Derfor arbejder han helst sammen med håndværkere af samme overbevisning som sig selv. Sådan har det været gennem mange år og har givet rigtigt godt teamwork.

Blandt Tim Terkildsens mange opførte huse i de yngre år er egen bolig i Rørholm, hvor han har boet siden 1985. Foruden denne var han i en ung alder med til at bygge fem huse i den lille udstykning i Himmelev. Når man dagligt gennem en menneskealder kan se gamle kunder i øjnene, har håndværket vist ikke været så ringe endda. Ikke mindst på denne "hjemmebane" er der gennem årene blevet bygget mange tilbygninger, badeværelser, køkkener og andet murerarbejde for naboerne.

Se sponsorens data ved at klikke på billedet: