Forrige recordNæste record  Sponsor for 2005 er Claus B. Hansen  

Visioner om projekt Røde Port

Fuglekongen fra 2005, arkitekt Svend Aage Hansen, er far til arkitekt Claus B. Hansen. Claus B. Hansen har valgt at sponsorere sin faders fuglekongeside.
Claus B. Hansen er arkitekten bag det storslåede Røde Port-projekt, der er tænkt at skulle opføres i Roskilde.

Røde Port er det hidtil største byggeprojekt i Roskilde. Det skal placeres på arealer, som i dag ligger ubrugte hen, og som deler byen i to halvdele. Projektet skal bidrage til at styrke Roskilde som en af landets største byer, og nærheden til den kollektive trafik er central for planerne. Inden Røde Port kan realiseres, gennemgår planerne en grundig politisk behandling, hvor også borgerne bliver inddraget.

Roskilde er et knudepunkt for bl.a. forskning, uddannelse, handel, kultur og trafik. Siden 1847 har jernbanen spillet en vigtig rolle for byens udvikling. I dag har toget fortsat enorm betydning for titusinder af pendlere, og gør det muligt at få byudvikling og respekt for miljøet til at gå op i en enhed.
 
Et hotel tænkes at blive opført nord for ”Frøforsyningen” på det område, der i dag bliver benyttet til oplagring af jernbanemateriel. Hotellet bliver et slankt højhusbyggeri og får ca. 270 værelser. Med byggeriet bliver Roskildes nuværende hotelkapacitet fordoblet. Det er der stort behov for. 
Især om sommeren har byen i mange år lidt under manglende hotelværelser. Det fører hvert år til, at gæster bliver henvist til københavnske hoteller, og dermed mister Roskilde indtægter fra turisterne.
Naboskabet til hotellet og kongrescentret vil gøre det nemt for virksomhederne at afvikle seminarer og kongresser og samtidig have gæster boende.

Røde Port får ca. 150 boliger, der udover den centrale beliggenhed får en fantastisk udsigt over Roskilde Fjord og byens øvrige opland.
Boligernes nærhed til kollektiv transport og butikker vil gøre dem særligt egnede til familier, der ønsker at sælge parcelhuset og bilen og flytte til mere overskuelige forhold.
Ligesom beboerne i Røde Port vil de ansatte på arbejdspladserne nyde godt af at have indkøbsmuligheder og transport lige uden for døren.

Kontorer i projektet bliver fordelt i hele byggeriet. Projektet rummer 1.500 nye arbejdspladser, og det vil være muligt at huse et hovedsæde for en koncern. Men byggeriet kan også indrettes til flere mindre virksomheder.

Byen mangler p-pladser. Konsekvensen er, at bilisterne kører rundt og leder efter en plads, og dermed øger de trafiktætheden. Røde Port giver 2.500 p-pladser, men også et mere logisk vejforløb.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: