Forrige recordNæste record  Sponsor for 2011 er Why Food and Cocktails  

Den hyggelige gård ved Bønnelyckes Plads

Den gode stemning har siden 1980´erne præget bygningen i gården af Ringstedgade 28, lige op til Bønnelyckes Plads. Det var her Gimle startede, inden den flyttede til det gamle gasværk på Helligkorsvej. Siden lå Bjergtrolden der i omkring 10 år. I slutningen af 2015 blev lokalerne overtaget af Why Food and Cocktails.

Why Food and Cocktails logo er et firkløver, og dette symbol er ikke tilfældigt valgt. Ejerskabet består af fire mennesker, hvor flere er beslægtet med hinanden. Hver har sin spidskompetence, der får alt til at gå op i en højere enhed. I restauranten findes dagligt Mette med tjeneruddannelse, Nanna med baggrund inden for ledelse og Jan, der er uddannet kok. Alle tre har en bred baggrund i branchen med ansættelse forskellige steder. I Roskilde kan nævnes Svogerslev Kro, Hotel Prindsen og Rådhuskælderen. Jeppe, der står for alt det administrative, har en ph.d i arbejdsmiljø. Trods de forskellige kompetencer er firkløveret gode til at aflaste hinanden. Sammen står de stærkt.

Lokalerne blev overtaget i efteråret 2015. Efter rengøring og indretning blev Why Food and Cocktails indviet med en reception den 15. december. To dage senere var der åben med á la carte. I begyndelsen var to medarbejdere ansat. Antallet var steget til omkring en halv snes efter et år.

Why Food and Cocktails vision er at drive et fusionskøkken med kombination af vietnamesiske og nordiske råvarer. Der lægges vægt på økologi, hvor det giver mening. Her er en passion for at lave maden fra bunden. Her bruges ikke koncentrater. Alt laves fra bunden og giver en reel og fantastisk smag af de simpleste råvarer. Eksempelvis er juicen hjemmepresset og siruppen hjemmelavet.

Interiøret afslører, at man her går ind for genbrug og bæredygtighed.  Her er møblerne ikke stilrene og hightech. Eksempelvis er her hjemmebyggede borde af gamle planker. Her er hyggelige omgivelser med tilbud til forskelligheder. Her er sofahjørne, anonyme kroge, og pladser midt i lokalet for dem, der ønsker det.

Why Food and Cocktails henvender sig primært til det modne publikum over 30 år. Det er ikke en bodega, men stedet med dæmpet lys, hvor man en sen aftenstund kan slappe af til god musik i cocktail loungen.

Why Food and Cocktails åbner klokken 12:00 til hverdag og klokken 17:00 om søndagen. Mandag er der lukket. Lukketiden er ikke fast, da det er kunderne, der afgør det. Bevillingen er til klokken 2 om natten.

Det gode spisested er ikke kun for de sultne gæster. Det er også det ideelle sted at slutte en aften af efter at have spist andre steder. Gæsterne skal føle sig hjemme. Man bliver taget imod i døren og fulgt ud, når tid er. Det er vigtigt, at tingene bliver gjort rigtigt. Kunderne skal have en god oplevelse og få lyst til at komme igen. Også medarbejderne skal have det godt og føle sig værdsat.

Why Food and Cocktails lægger vægt på at støtte og samarbejde med nærmiljøet. Forretningerne i Ringstedgade går eksempelvis i festivalperioden sammen om at udsmykke gaden med orange mælkekasser tilplantet blomster i samme farve.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: