I 1861 var Selskabet på fallittens rand. Så galt gik det dog ikke. Redningsmanden var skomagermester F. Pætges, der i øvrigt var broder til Johanne Louise Heiberg. Han tilbød at betale hele gælden til Sparekassen for Roskilde og Omegn mod, at alle Selskabets ejendele blev erklæret for hans. "Dog ville han renoncere (give afkald på) så mange af de kongeskiver, der haves i behold, som af vedkommende givere bliver reclameret (ønsket udleveret)".
Det betød, at Selskabet blev reddet, men også, at adskillige skiver nu ikke længere fandtes i samlingen. Meget beklageligt, for specielt samlet har disse skiver en betydelig kulturhistorisk værdi.
Pætges redning var prisværdig, men også rigtig trist. En mængde skiver forsvandt for stedse fra samlingen. Nogle af skiverne er ad åre kommet tilbage, mens seks skiver nu ejes af museer. Roskilde Museum ejer fire mens Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Den Hirschsprungske Samling hver ejer en.

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot ejer Jacob Brønniches skive fra 1851. Museet købte skiven i 1935 eller 1936 af Ludvig Langes Antikvitets‑ og Kunsthandel, Store Kongensgade 66, København.
Der er usikkerhed om skivens placering på museet frem til 1943. Fra det år har den tilsyneladende været udstillet uafbrudt på museet.
De foreliggende usikkerheder i Frederiksborgmuseets registreringer om skiven, skyldes at den er erhvervet før alle museets data lå i et digitalt arkiv.

Frederiksborg Slot er rejst på tre små øer midt i en fredfyldt sø i Hillerød. Slottet hvis røde mursten, høje spir og spejlblanke søflade giver indtryk af kongelig storhed og en tid, hvor magt, kunst og natur smeltede sammen. 

I 1560 købte i kong Frederik II herregården Hillerødsholm. Han ønskede en markant residens og gav den navnet Frederiksborg, efter sig selv. Hans søn, kong Christian IV der blev født på stedet i 1577, havde større visioner. I starten af 1600‑tallet rev han store dele af det gamle anlæg ned og lod opføre det nuværende slot i storslået hollandsk renæssancestil. Kongens ønske var at udtrykke sin magt og position i Europa. 

Slottet stod færdigt omkring 1625 med de karakteristiske røde mursten, sandstensudsmykninger og spir. Det blev hjem for de kongelige bolig­mæssigt samt ramme om storslåede fester.
Omkring slottet anlagdes imponerende haver. I 1720’erne fik slottet sin barokhave med terrasser, kaskader og formelle bede, et monument over stil, magt og orden.

Men al pragt kan tage skade. Den 17. december 1859 brød en voldsom brand ud på Frederiksborg Slot. Store dele af interiøret gik til, mens kun enkelte hovedrum, herunder slotskirken og audienssalen var relativt uskadt.
Efter branden skulle man beslutte hvad skal slottet bruges til. Den kongelige familie ønskede ikke længere at bo der. Her trådte brygger J.C. Jacobsen ind og tilbød at finansiere genopbygningen og oprette et nationalhistorisk museum i de genopførte sale. 

I 1878 kunne museet, Det Nationalhistoriske Museum, åbne i Frederiksborg Slot. Her fortælles Danmarks historie gennem portrætter, kunst og møbler.
I dag er Frederiksborg Slot mere end et slot. Det er et levende museum og et symbol på, hvordan fortid og nutid kan mødes. Man går gennem Riddersalen og ser kongelige våbenskjolde, man betræder slotshaven, og man spejler sig i søens ro, mens tankerne bevæger sig tilbage til de kongelige, der engang gik her.

Se museets folder her.