23. december 2025
Igen er et år ved at tage sin ende og atter sender redaktørerne deres julehilsen til skydebrødrene, med tilbageblik på året der gik.
Fra 2025 blev året, hvor der kom ny termin for de mørke afteners skiveskydninger. For at komme ud over vinter- og efterårsferien, er der nu skydning den anden torsdag i månederne januar, februar, september og oktober. Ændringen gav straks "pote" med et større fremmøde end vi har set i en rum tid.
Kunstmaler Mette Lorentzen malede henover sidste vinter en meget smuk kopi af Jens Peter Rasmussens fuglekongeskive fra 1893, der var blevet stjålet for et halvt hundrede år siden. Skiven fik plads i den originale nykonserverede ramme, der var dukket op sidste år. Fuglekongen må fryde sig i sin himmel. Mette Lorentzen afslørede skiven efter årets generalforsamling. Hun deltog i den efterfølgende spisning.
Ved samme generalforsamling takkede Bennie Hansen af efter 41 år som bestyrelsesmedlem, heraf 35 år som skydeudvalgsformand. Det skal ikke afvises, at vi vil se Bennie som hjælper fra tid til anden, men i den grad fortjener han at nyde sit otium. Bennie Hansen blev ved generalforsamlingen udnævnt til æresmedlem. Som en ekstra ære blev han i juni fuglekonge i Roskilde Borger-, Håndværker- og Industriforening. Det har været et begivenhedsfuldt år for vores alle sammens nestor.
Vores gode fuglekonge fra 2018, Frank Holmstrup, har flere gange tidligere støttet Selskabet. I år blev det de enkelte skydebrødre der modtog en gave fra Frank. Hver skydebror fik, hvis de ønskede det, et meget fornemt slips med Selskabets logo vævet på en mørkeblå bund. Det kommer til at se flot ud ved de kommende fugleskydningsmarcher.
Årets fuglekonge, Mogens Hallager, benyttede lejligheden som byrådsmedlem til at invitere skydebrødrene til en rundvisning på rådhuset i oktober. Her fik vi lejlighed til at se de malede skiver der er ophængt der. Afslutningsvis bød fuglekongen de fremmødte skydebrødre på en forfriskning.
Efter 4½ års udstilling på Roskilde Museums særudstilling, "Forandringer", vendte Preben "Skrald" Nielsens skive fra 1985 og Knud Jørgen Vests fra 2014 tilbage til Selskabet. Under er flot fremmøde ved årsafslutningen, blev de to skiver genindviet på Håndværkeren. Således blev helt usædvanligt ikke færre end fire skiver ophængt på Håndværkeren i 2025.
Dette nyhedsbrev er årets nummer ??. I 2024 blev der udsendt 28.
Alle skydebrødre med familier ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

|