Forrige recordNæste record   En fuglekonge fylder 100 år

11. juli 2020

Vi kender ikke fødsels- og dødsdato for alle fuglekonger i historien, men dog de fleste. Derfor er det med et lille forbehold, at her kundggøres den første fuglekonge gennem tiderne, der runder 100 år.

Knud Hjorth var i en årrække direktør i Landmandsbanken i Roskilde. Landmandsbanken skiftede senere navn til Den Danske Bank, og endnu senere til Danske Bank, efter en stor fusion.
Landmandsbanken lå i sin tid i Algade, i samme bygning som Hotel Prindsen. Det var derfor meget naturligt, at det var Hotel Prindsens direktør, Frede Wolfing, der stod som proponent da Knud Hjorth under indskydningen den 3. juli 1972 blev indballoteret i fugleskydningsselskabet.

Præcis på et års dagen for optagelsen, blev Knud Hjorth fuglekonge. En sådan lynkarriere er ikke muligt mere. Efterfølgende er selskabets love ændret, så nyoptaget skydebrødre har en tre års karensperiode.

Efter at Knud Hjorth havde været pensionist i nogle år og havde forladt Roskilde by, meldte han sig i 1991 ud af fugleskydningsskabet. I dag bor han i Gadstrup. Han har for år tilbage trukket sig ud foreningslivet og tillidsposter for at leve et godt og stille pensionistliv.


I 2008 gav fuglekongen sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:

"Jeg blev født den 11. juli 1920 på Dyrnæs Teglværk i Nordskoven ved Jægerspris. Teglværket blev startet af min bedstefar i 1873. Min bedstefar var leder af værket, indtil det måtte lukke i 1898 på grund af manglende ler.
Teglværket lå under Frederik den 7. Stiftelse og var ejet af Grevinde Danner, der havde arvet det efter kongen.

Jeg gik i skole i "den stråtækte" i Jægerspris og kom derefter på Frederiksholm Mellem- og Realskole.

Jeg kom i lære i 1936 i Frederikssund og Omegns Bank. Her sluttede jeg som underdirektør i 1969 for samme år at komme til Roskilde, hvor jeg som direktør startede Landmandsbankens Roskildeafdeling op. Vi åbnede filialen den 21. august 1969. Her var jeg til den 31. december 1985, hvor jeg gik på pension efter 50 år som bankmand.

I mine senere år har jeg blandt andet været distriktsguvernør i Rotary for distrikt 1480 - Sjælland, Møen og Lolland-Falster - og i fortsættelse heraf landskoordinator for Polio Plus indsamlingen i Rotary."


Herfra skal lyde et stort tillykke med de 100 år til Knud Hjorth.

Knud_Hjorth_150   1973_150

   

Tilbage til listen