Forrige recordNæste record   Restaurant Håndværkeren sponsor for Anders Borchs skive

3. april 2012

I marts blev selskabets hjemmeside godt beriget af nye sponsorer. Der er ikke noget, der tyder på, at april vil holde sig tilbage. Vi kan nu præsentere månedens første sponsor, der på ingen måde er ukendt for skydebrødrene. Det drejer sig om vores allesammens "slyngelstue" - Restaurant Håndværkeren, der har tegnet sponsorat for Anders Borchs skive.

At restauratør Hannibal lige netop har valgt fuglekongen fra 1845 er ikke nogen tilfældighed.
Et stateligt minde om Anders Borch er ejendommen Hersegade 9, som stod færdig i 1861. Stedet var ment som aftægtsbolig for ham selv, men han kom aldrig til at bo der. Distriktslæge Ryge boede der til 1867, og derefter var den i en lang årrække embedsbolig for domkirkens andenpræst. På frontispicen står bogstaverne A og B, og mange mener, at det skal betyde andenpræstens bolig, men de står rettelig for Anders Borch. I 1956 blev ejendommen overtaget af Roskilde Haandværkerforening, der indrettede restaurant og selskabslokaler. Det er i øvrigt den eneste restaurant i Danmark, der har direkte adgang til en kirkegård, idet der til brug for præsten i sin tid blev indrettet en låge ind til Gråbrødre kirkegård for at spare ham en omvej, når han skulle til kapellet. Desuden var tidligere restauratør Richard Mortensen, den eneste, der kan prale af, at han har gået til præst i sit eget værtshus.
Netop restaurant Håndværkeren har fra 1965 lagt have til den årlige fugleskydning.

Den nye og øvrige sponsorsider kan ses under sponsorgalleriet.

   

Tilbage til listen