Forrige recordNæste record  Sponsor for 1901 er Roskilde TV  

Levende billeder fra en levende by

I begyndelsen af 1900-tallet eksperimenterede man i en række europæiske lande med overførelse af levende billeder via radiobølger. De første forsøg med tv-visning i Danmark blev foretaget i 1932, men vi skal helt frem til slutningen af 1950`erne, før tv blev et dominerende massemedie i Danmark. I omkring 30 år havde Danmarks Radio monopol, indtil TV2 så dagens lys i 1988. Siden er meget sket.

Inden TV2´s etablering var der flere lokale stationer i landet. I Roskilde var det Villy Nielsen, der var pioneren. Han var stifter af og "stationsforstander" for Roskilde Lokaltv, der fra 1984 sendte lokal-tv om Roskilde og omegn. Stationen blev finansieret af Roskilde Mediecenter, der også drev Roskilde Avis.

Den 31. oktober 1999 gik Kanal Roskilde i luften for første gang. Tre raske mænd, der bl.a. havde erfaring fra Roskilde Lokaltv, kastede sig med ildhu ind i den store opgave. Glæden var stor, da det første signal var i luften.

I starten havde  Kanal Roskilde hjemsted på Himmelevvej og flyttede senere til Lillevangsvej i Vindinge. Næste domicil blev Kildegården derefter Græsengen, indtil de nuværende lokaler på Sønderlunsvej blev taget i brug i 2019.

Grundpillen i Kanal Roskilde er frivillig arbejdskraft, der brænder for at formidle levende billeder. En halv snes frivillige står for journalistisk og teknisk arbejde. Derudover er tilknyttet en journalist som redaktør, en free-lance fotograf og en kontormedarbejder til det daglige administrative. Udenfor huset er tilknyttet en administrator, der står for alt det regnskabsmæssige og visse administrative opgaver.

Kanal Roskilde er en såkaldt "ikke-kommerciel lokaltv-station", der hovedsageligt finansieres af tilskud fra Kulturstyrelsen. Tilskud skal søges hvert år. Salg af producerede DVD´er og medlemskontingent er en mindre del af kanalens økonomi.
Tilskud gennem årene har gjort det muligt for Kanal Roskilde i dag at besidde et bredt teknisk udstyr til optagelser og produktion m.m.

Kanal Roskilde har programtilladelse, der gælder til udgangen af 2019. Sendetilladelsen tildeles af Kulturstyrelsen.

Programtilladelsen forpligter, at der produceres fire udsendelser af 30 minutter ugentligt. Disse skal genudsendes fire gange, så der hver uge leveres ti timers udsendelser. Dette i alle årets 52 uger.

Kanal Roskilde kan ses på Kanal Hovedstadens sendeflade. Det er på tegnsprogskanalen, hvor omkring ti lokale tv stationer deler ugens ledige timer.

Byens nu eneste tv station er på pletten med stort og småt om Roskilde: Kunst, kultur, sport, og dækker helt igennem, hvad der sker i byen, lige fra dyrskue til sundhedsdag, og ikke mindst i festivalugen er alle sejl sat til for at formidle begivenheder fra en af byens stoltheder.

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet:

Roskilde TV Logo