Forrige recordNæste record  Sponsor for 1789 er Søren Lyder Jacobsen   Film/Lyd

Tilfældigheder førte dem til Roskilde

Ved valg af en sponsorside, var det naturligt for mig at finde en fuglekonge med officersbaggrund.

Dem er der flere af, men blandt disse var det ikke svært at vælge løjtnant Arnoldus von Juel, som blev fuglekonge i 1789. Både fordi vi har haft samme metier og på grund af den smukke skives umiskendelige reference til krigerhåndværket med afbildning af krigsguden Mars (eller Ares) og gudinden Athene. Hun er ikke alene gudinde for den planlagte, velovervejede krig, men også for videnskab og kunst, områder som jeg i mit arbejde som klosterforvalter på Roskilde Kloster i høj grad beskæf­tiger mig med. Ud over klosterets enestående arkitektur, er det en ren skatkiste af historie og kunst og rummer en af landets mest betydende bog­samlinger, Karen Brahes Bibliotek.

I løjtnant von Juels navn er der måske en forbindelse til Roskilde adelige Jomfrukloster, hvis ene stifterinde, Margrethe Ulfeldt, var enke efter Danmarks store søhelt Niels Juel. Om Arnoldus von Juel har noget med denne slægt at gøre, har jeg ikke kunne påvise, men navneligheden er der i hvert tilfælde.

Endelig tiltaler det mig, at løjtnanten var husar. Om end jeg ikke selv er husar, har jeg dog haft tæt tilknytning til husarerne, både tidligt i min karriere, hvor jeg som helikopterpilot arbejde meget sammen med husarernes opklaringsenheder, og senere som chef for Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab havde kommandoen over husareskorten, når den gjorde tjeneste for Dronningen. Således har jeg ved mange ceremonielle lejligheder redet sammen med husarerne på min tjenestehest ”Napoleon” fra Husarregimentet.

Lige som det var tilfældet for Arnoldus von Juel har min militære karriere bragt mig vidt omkring både i Danmark og i verden. Tilfældigheder afgør mange ting i vores liv, og tidligere beslutninger kan have afgørende indflydelse på ens senere muligheder. At jeg som pensioneret oberst efter en 43 år lang og begivenhedsrig karriere i forsvaret skulle ende i den unikke stilling som kloster­forvalter på det tidligere adelige jomfrukloster i Roskilde, må siges at være både et lykkeligt tilfælde og måske også en konsekvens af tidligere valg og fravalg.

 

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: