Levnedsbeskrivelse:

Frans Nicolai Suell var indtil 1851 forpagter af Tølløsegaard, derefter fra 1851 ejer af Grønnebjerggaard lidt uden for Bukkerup, senere Grønnebjergvej 73.
Gift med Marie Sophie Frederikke Conradsen, født 1818 og død 1911.

Suell var søn af grosserer i København Israel Suell og Anna Elisabeth Heinrich. Israel Suell var involveret i Handelshuset Ter Broch & kompagni, Dronningens Tværgade nr. 7, der gik fallit i 1820’erne.

Skiven:

Der findes ingen kendt skive.

Fra omkring midten af 1850´erne begynder det at knibe for selskabet. Kun enkelte af kongerne afleverede en malet skive; de fleste nøjedes med et fotografi.

I 1859 hævdede digteren og kritikeren Charles Baudelaire, at fotografiet ville ødelægge kunsten, hvis de to ting blev blandet sammen. Man kan til dels give ham ret i dette tilfælde, hvor en række fuglekonger valgte det nye vidunder fremfor at give den traditionelle malede skive.

Skivens placering bemærkning:

Fuglekongens historie og anekdoter:

Fuglekongen var svigersøn af fuglekongen fra 1838, Lars Frederich Conradsen, der også tidligere havde været ejer af Grønnebjerggaard.

* * * * * * * * *

Ved fuglekongens død i 1870 blev enkens tvillingesøster optaget i husstanden. Thalia Augusta Korsgaard var på det tidspunkt også blevet enke. Begge søstre blev ældre damer. Marie Sophie Frederikke døde i 1811, 93 år gammel, mens Thaila Augusta var afgået ved døden tre år tidligere.

De to søstre lignede hinanden til forveksling, var altid ens klædt og lige originale. Hvad enten det var sommer eller vinter stod de op omkring klokken 5 og satte sig til at karte og spinde. Præcis klokken 12 afbrød de arbejdet, spiste et kvarter og hvilede sig derefter til klokken 13.30. Samme præcision udviste de ved aftenstide.
Søstrene var meget statelige, når de tog hjemmefra. De var iført fine kapper og varme kyser og kom meget omkring til gæstebud. Kedeligt var det nemlig ikke at have dem på besøg. Begge havde en overordentlig sød tand, og det var ikke ualmindeligt, at de alene kunne tømme de asietter med syltetøj, der hen under aften blev stillet frem til fri afbenyttelse.
Ved større middagsselskaber blev desserten serveret relativt sent. Det fortælles, at når søstrene var på besøg og klokken nærmede sig 22, kunne én af dem sige: "Hvis vi skal have dessert, må den komme straks, for kusken Rasmus venter ikke".

De to yderst originale søstre optræder i Sophus Baudis  roman fra 1901, "Absalons Brønd" som tvillingetanterne fra Vennebjerg. Bauditz skriver:"Søstrenes Liv gik som et Uhrværk. Om Sommeren var de oppe Klokken Fem, om Vinteren Klokken Sex; Dagen var inddelt som en Timetabel: selv Middagssøvnen fra 1¼ til 2 var paa Klokkeslet, og i det Øieblik, de satte sig hen for at sove, sov de — "saadant Noget er kun en Vane", erklærede de.
De skiftedes for Madlavningens Vedkommende til at have Uge, men gik forresten bogstaveligt i hinandens Fodspor Dagen igjennem: fulgtes ad, naar de lugede Gulerødderne med Grossererfruens eller Ragnas aflagte Handsker paa, og fulgtes ad, naar de om Sommeren efter Middag gik et Kvarteer i Stikkelsbærrene".

Årets historie og anekdoter:

Ved generalforsamlingen den 9. juni 1853 blev kaptajn Sveistup genvalgt til dommer, cand. theol. Ludvig Lange afgik som sekretær og blev afløst af fuldmægtig Breum, der bliver pålagt at give en detaljerig beskrivelse af den kommende fugleskydning.